
Du er efterlyst !!!
Har du lyst til at være med i lokalrådsarbejdet – eller kender du én?
I dag er vi fire personer i lokalrådet. Én ønsker at træde tilbage efter det kommende årsmøde den 12. marts. Så er vi tre, og det er for lidt! Vi vil gerne være fem eller seks i rådet. Derfor har vi brug for et par stykker mere, så vi kan have en god bredde og en bred berøringsflade i lokalsamfundet.
Hvor meget tid kræver lokalrådsarbejdet?
Det er langt hen ad vejen op til hver enkelt selv, hvor mange kræfter og hvor meget tid, man vil lægge i lokalrådet. Men det er både spændende og nyttigt, så man kan let blive ”revet med”.
Der er typisk 6 årlige møder af 1-2 timers varighed, hvor alle deltager i de forskellige drøftelser og beslutninger. Derudover er der en række opgaver ved siden af, hvor man kan vælge at engagere sig i større eller mindre omfang.
Suppleanter på flere niveauer
Det vil også være en god hjælp, hvis nogen vil lade sig opstille som suppleant. Her er der også flere valgmuligheder:
- Man kan være såkaldt passiv suppleant, som kun aktiveres, hvis et lokalrådsmedlem falder fra.
- Man kan være suppleant på orienteringsniveau. Det vil sige, at suppleanten tilsendes dagsorden og referat, når der er lokalrådsmøder.
- Man kan være aktiv suppleant og deltage fuldt ud i møderne med fuld taleret – dog uden stemmeret.
Arbejdsgrupper
Derudover vil det også være en mulighed som almindelig borger at deltage i specifikke arbejdsgrupper efter egen lyst og interesse – uden at være valgt til lokalrådet.
En kop kaffe?
Hvis du har lyst til at høre mere konkret om, hvordan lokalrådet arbejder og hvilke opgaver, der især kommer til at fylde i det kommende år, så giv en af os i lokalrådet et praj. Så kommer vi gerne ud til en kop kaffe og en uforpligtende snak.
Eller hvis du kender én, som vi i lokalrådet selv kan ”prikke på skulderen”, så sig også gerne til.
Med venlig hilsen
Thyregod-Vester Lokalråd
Jean Darly / Bjarne Boysen / Kirsten Welling / Jørgen Schønemann