Fællesvarme i Thyregod - starten er gået!

Nu er der indgået en samarbejdsaftale med projektfirmaet ”& green project” om at iværksætte en undersøgelse af mulighederne for fællesvarme til borgere og virksomheder. Det bliver nu undersøgt professionelt og grundigt, om der er basis for fællesvarme i Thyregod - og muligvis også i Vesterlund.

Hvad sker der nu:

Starten er gået. Først gennemføres en såkaldt ”screening”, der skal vise, om der er realistisk grundlag for tilstrækkelig tilslutning og økonomi i sådan et projekt. Derpå afholder ”& green project” et informationsmøde.

Vi vil ikke afsløre ret meget om tidsplaner og milepæle endnu. Men vi vil løbende orientere borgerne i Thyregod-Vester efterhånden, som tingene skrider frem. Dog kan vi sige, at vi stiler efter at afholde informationsmødet inden sommerferien. Og hvis opbakningen og økonomien viser sig at være ok, tror vi på, at der er fællesvarme i rørene i 2024.

Baggrund:

Inspireret af en tanke, som det mangeårige byrådsmedlem, Niels Clemmensen, plantede på efterårets vælgermøde på Thyregod Skole, nedsatte lokalrådet i januar en arbejdsgruppe med det formål at sondere mulighederne for fjernvarme i Thyregod. Dengang drejede det sig mere om bæredygtig tankegang end om økonomi. Den tankegang blev dog overhalet af virkeligheden, da krigen i Ukraine – og dermed naturgaspriserne - løb løbsk.

Med arbejdsgruppens indgåelse af en samarbejdsaftale er lokalrådets ambitiøse opgave, som det satte i søen, gennemført – og vel at mærke gennemført med succes. Nu er opgaven og det videre forløb afleveret til ”& green project”. Det sker i samarbejde med ”Fællesvarmegruppen”, som består af Jean Darly, Søren Sørensen og Bjarne Boysen.

”& green project” er projektmagere og bygherrer, som entrerer med underentreprenører; hovedsageligt lokale firmaer. ”& green project” har allerede flere lignende fællesvarmeprojekter ”på samvittigheden” og adskilligt flere er under opsejling. Læs mere om "& green project" her.

Fjernvarmeikon