Teknisk udvalg har godkendt vores cykelsti
Thyregod - Vester borgere Teknisk udvalg har godkendt vores cykelsti etape 1 …..men cykelstien kan blive udsat nogle år, da Venstre ønsker at standse sagen og indbragt for byrådet.
Vil byrådet i Vejle sylte vores cykelsti ?? det ska de ikke ha lov til.
Nu er det os her i området der skal til byrådsmøde.
Hvis vi ikke kommer ud på rådhuset til byrådsmøde onsdag d 1. december kl. 16.15 (mødet starter 16.30) ,så kan det være at vi mister vores cykelsti.
Fra Kommunens hjemmeside under punkt 237
Beslutning
Følgende ændringsforslag blev fremsat af Svend Erik Nielsen, på vegne af Dansk Folkeparti:
At sagen godkendes med følgende ændring:
At handlingsplanen for 2022, tilføjes anlægsbevilling til Stiprojekt nr. 1 (Vedelsgade, Vejle) og nr. 2 (Vesterlundvej – etape1) Finansierings kan ske ved fremrykning af afsatte budgetmidler fra budget 2022-23 til 2022.
At forvaltningen tilretter sagen og budgetskema som konsekvens af dette.
Morten Kristensen (SF) fremsatte herefter følgende ændringsforslag;
Det indstilles i forbindelse med godkendelse at følgende projekter fremrykkes:
• At skolevejsprojekt Tiufkær-Smidstrup søges fremrykket til 2022
• At skolevejsprojekt/cykelsti mellem Andkærvej og Englystskolen (Vognvadsvej) i Børkop fremrykkes/søges fremrykket til 2022
• At skolevejsprojekt/cykelsti mellem Søndergade i Børkop og til Englystskolen etableres og søges fremrykket til 2022
Der stemtes først om Morten Kristensens forslag. Morten Kristensen stemte for, mens de øvrige i udvalget stemte imod. Således bortfaldt ændringsforslaget.
Der stemtes herefter om Svend Erik Nielsens forslag.
Kim Hesel, Gerda Haastrup Jørgensen og Per Olesen stemte imod.
Morten Kristensen, Svend Erik Nielsen, Johnny Beck og Alex Vejby Nielsen stemte for. Således blev ændringsforslaget godkendt.
Per Olsen ønskede at standse sagen og indbragt for byrådet, imfa. styrelseslovens §23.
REFERAT 2. NOVEMBER 2021 KL. 12.30
Anlægsbevilling - Trafiksikkerhedsplan 2021-2024 - Handleplan 2022
05.01.02-P20-27-21
Teknisk udvalg mødereferat
Resume
Byrådet vedtog 9. juni 2021 i sag nr. 131, Trafiksikkerhedsplan 2021-2024. Til trafiksikkerhedsplanen hører en handlingsplan, som revideres hvert år. På baggrund af Handlingsplan 2022 søges der om anlægsbevillinger på i alt 20,480 mio. kr. til gennemførelse af 30 tiltag i 2022 og 2023.
Sagsfremstilling
Trafiksikkerhedsplanen er grundlaget for trafiksikkerhedsarbejdet i kommunen. Med en trafiksikkerhedsplan kan der ydes en systematisk og sammenhængende indsats på trafiksikkerhedsområdet, mod de mål og visioner, der er opsat for trafiksikkerheden såvel landsdækkende som lokalt.
For at sikre en realisering af trafiksikkerhedsplanen 2021-2024, er der udarbejdet en tilhørende Handlingsplan 2022. I handlingsplanen er der et forslag til prioritering af projekterne og indsatserne på trafiksikkerhedsområdet. En gang om året bliver handlingsplanen revideret, hvor blandt andet en opdateret vejledende prioritering af projekterne fremgår. Handlingsplan 2022 er vedlagt som bilag.
Prioriteringsmodellen tager udgangspunkt i trafiktal, ulykkesstatistik, vejtekniske forhold med videre på den konkrete lokalitet. Modellen giver de enkelte projekter points og prioriterer de projekter højest, der har det største potentiale for forbedring af trafiksikkerheden og trygheden i trafikken i forhold til økonomi og effekt. På den måde tilrettes indsatserne, hvor der er størst behov.
Der søges om anlægsbevilling til gennemførelse af følgende tiltag:
- Mindre anlægsprojekter, prioritet nr. 1-10, 15 og 16 til i alt 6,064 mio. kr. i 2022. Prioritet nr. 11, 13 og 14 til i alt 3,680 mio. kr. i 2023.
- Skolevejsprojekter, prioritet nr. 1-11, i alt 2,976 mio. kr. i 2022. Prioritet nr. 12-13 til i alt 2,370 mio. kr. i 2023.
Såfremt der i de enkelte puljer forekommer ubrugte midler, fortsætter forvaltningen med udførelse af projekter, uden yderligere politisk behandling. Projekterne vælges under hensyn til prioriteringslisterne og de ubrugte midler. Prioriteringslisterne fremgår af bilag, handlingsplan 2022.
Der er i budgetforliget 2022-2025 afsat 5 mio. kr. årligt til etablering af cykelstier. Beløbet foreslås i 2022 anvendt til cykelsti på Kirkebyvej ved Hornstrup Kirkeby for 1,640 mio. kr. og til cykelbaner på Vejlevej i Bredsten for 3,750 mio. kr.
Listen over ønsker til cykelstier indeholder over 60 forslag til strækninger, hvor der ønskes cykelstier. En del af disse ønsker ligge en del år tilbage. Forvaltningen mener derfor, at det vil være relevant at tage en revurdering på ønsker til stier, som ligger 5 år eller mere tilbage i tid.
Økonomi
Figur 1: sagens økonomiske konsekvenser
Opsummering af de bevillingsmæssige konsekvenser.
Sagen medfører, at der gives tre anlægsbevillinger på i alt 20,480 mio. kr.
Projekterne finansieres af de til formålet afsatte rådighedsbeløb for nedenstående anlægsprojekter:
- Mindre anlægsprojekter i alt 9,774 mio. kr. finansieres af det afsatte rådighedsbeløb til mindre anlægsprojekter, hvor rådighedsbeløbet i år 2022 og 2023 er henholdsvis 6,064 mio. kr. og 9,080 mio. kr.
- Skolevejsprojekter i alt 5,346 mio. kr. og Cykelstiprojekter 5,390 mio. kr. finansieres af det afsatte rådighedsbeløb vedr. pulje til Cykelstier og sike skoleveje, hvor rådighedsbeløbet i år 2022 og 2023 er henholdsvis 8,018 mio. kr. og 10,141 mio. kr.
- Fremrykning af budget fra 2023 til 2022 med 0,348 mio. kr. sker via kassen.
Der er afledt drift på 254.000 kr. fra 2023, stigende til 320.000 kr. fra 2024 og frem vedr. gadelys, vinterbekæmpelse, fejning, pleje af grønt m.m. Dette indgår i den samlede politiske prioritering vedr. budgetlægningen 2023-2026 - spor 2.
Høring
Økonomi & Controlling har ingen bemærkninger af bevillingsmæssig karakter.
Klima og resiliensvurdering
Ingen bemærkninger.
Sagens videre forløb
Sagen skal behandles af Økonomiudvalget og Byrådet.
Teknik- og Miljødirektøren indstiller,
at vedhæftede prioriteringer i handlingsplanen 2022 godkendes, og
at de bevillingsmæssige konsekvenser godkendes, jf. bevillingsskema under afsnittet økonomi, og
at forvaltningen gennemfører en revurdering af projektønsker, der er 5 år eller ældre i prioriteringslisterne.