Thyregod Skole
I forlængelse af lokalrådets årsmøde fortalte Thyregods skoleleder, Anette Terney, de ca. 35 fremmødte om arbejdet på skolen. Det var et særdeles interessant indlæg, hvor der også var plads til spørgsmål og kommentarer fra salen.
Anette tiltrådte jobbet som skoleleder ultimo 2022. Hun satte ganske hurtigt gang i en proces i personalegruppen omkring værdier og børnesyn for derigennem at nå frem til en fælles forståelse og fælles udgangspunkt for arbejdet med børnene.
Skolen har en personalegruppe på 40. Det er lærere, pædagogisk personale i SFO’en, teknisk administrativt personale, tilkaldevikarer og ledelse.
Det er velkendt, at Anette ”arvede” en træls trivselsundersøgelse, som blev offentlig gjort kort tid efter hendes tiltræden. Det har hun og personalet grebet ganske handlekraftigt ind overfor. Der blev som et centralt element ansat en meget kompetent trivselsvejleder. Konkret greb skolen trivselsarbejdet an på den måde, at der blev anvendt en ”værktøjskasse”, som tager afsæt i den enkelte elev og hver enkelt klasse, og hvor der efterfølgende kan sættes ind målrettet omkring trivselsudviklingen.
Anette fortalte blandt andet også om skolens forskellige elevinddragende tiltag omkring skærmpolitikken i hverdagen.
Overordnede målsætninger på skolen vedrørende elevernes læring og trivsel:
- Elevernes faglige og sociale trivsel skal øges - både individuelt og i klassefællesskabet.
- Elevernes karaktergennemsnit skal højnes.