Tung trafik udenom bymidten i Thyregod

Det har meget længe været et borgerønske i Thyregod at få tung trafik ledt udenom bymidten, når der ikke er et ærinde dér. Lokalrådet har flere gange fremlagt ønsket for Vejle Kommune, uden at der dog er kommet handling ud af det – før nu!!

Nu sker der lidt, efter at vi igen ”har trykket kommunen lidt på maven” for at få noget sat i værk. Det resulterede i, at vi har fået lovning på, at der nu bliver bestilt skilte.

Kommunen skriver bl.a. til os, CITAT: ”…så inden for en lille måned vil der blive opsat skilte mod industri flere steder på Thyregodvej.” Og kommunen skriver videre, at CITAT: ”Vi vil først vurdere virkningen af disse skilte, før vi beslutter, om der er behov for yderligere forbudsskilte.”

Lokalrådet er tilfredse med, at der nu endelig sker noget, men vi har samtidigt udtrykt skepsis for, om den løsning er tilstrækkelig. Vi har fremsendt et noget mere vidtgående forslag til at hjælpe den tunge trafik udenom midten af Thyregod, når de ikke har ærinde dér.

Lokalrådet forfølger sagen.